Karneval og latterkultur - Bakhtin
I midtpunktet af Bakhtins teori om karneval og litteratur står festen
som grænseoverskridelsens tid og sted, som
en tidsbegrænset befrielse for den herskende sandhed og det
herskende samfundssystem, en midlertidig ophævelse af alle hierarkiske relationer, privilegier, normer og forbud. Det var en reel
fest, en opbygningens, forandringens og fornyelsens fest. […]
Fremmedgørelsen var væk for en stund.
Deltagerne har et familiært samkvem med hinanden, og hierarkierne opløses. I løbet af festen kommer det fortrængte og det skjulte
frem, usædvanlige forhold mellem oppe og nede, mellem helligt og
profant gøres muligt og tillades i karnevalstiden. Med de her beskrevne alliancer og implicitte bevægelser tværs igennem hierarkierne sker der en profanering i form af en nedsættende, parodisk og
obskøn vending af “normaliteten”. I karnevalet som kulturel praksis bliver der ofte lagt mærke til kropslige aktiviteter og til kroppen
selv, som vokser ud af sig selv, som overskrider sine egne grænser.
Disse ting optræder i en overdreven, hyperbolsk form, som medvirker til det groteske. Det degraderes, men ikke kun i negativ betydning, fordi degraderingen er ambivalent, den negerer og bekræfter på samme tid.
Lit.: Bakhtin, Mikhail, Karneval og latterkultur, 2001.